Det var den aften, Dirch Passer døde. Han faldt om på scenen. Den var gal med hjertet, og han blev straks kørt med en ambulance til sygehuset, hvor han blev erklæret død ved ankomsten. Det var den 3. september 1980, og når jeg husker det så tydeligt, er det fordi, det var den aften, min far og mor besluttede sig for at fortælle mig, at de ville skilles. Det var blevet sagt under aftensma­den, og et sted inden i mig var jeg vel lettet. Det kan lyde hårdt nu bagefter, men de passede ikke sammen, så da mor sagde det, nøjedes jeg med at lægge min gaffel. Ved titiden kom så nyheden om Dirch Passers død. De to ting, hans død og så mig, der står i terrassedøren og kigger ud på det mos, far altid lod gro mellem fliserne, kan jeg ikke længere adskille.

Jeg boede det første halvandet år hos mor og besøgte far i hans nye rækkehus hver fjortende dag. Han var aldrig rigtigt flyttet ind, far. Han lå på en drømmeseng inde i det store soveværelse, og vi spiste kun grillkylling, når jeg var der. Så skete der det, at mor fik en kæreste.

Han hed Henning, var alene med to piger, og vi sad tit i stuen og spillede kort om aftenen. Men far var ked af det, når jeg besøgte ham. Han sagde hele tiden til mig, at det ikke gjorde noget. Hvad? spurgte jeg. Ikke noget, sagde han, og så snakkede jeg med mor og Henning om, at når nu Hennings to piger boede hos dem, så var det måske fair nok, at jeg boede i det lille værelse hos far.

Det var den 6. juni 1982, og da vi sad i bilen uden for fars hus, blev mor ved med at hive ned i ærmerne på min træningstrøje og sige, at jeg skulle vide, at der var en vej tilbage. Hun gik lige med ind, ikke mere, og på den måde fik jeg så det lille værelse hos far. Han havde forsøgt at gøre det pænt over det hele. Møblerne var blevet sat ud til væggene, der stod et sofabord med et stort askebæger i stuen. Han havde også fået reoler, og i hans soveværelse stod der en briks, som var magen til den, han havde sat inde på det lille værelse til mig. På mit værelse var der rent og pænt og plads nok. Jeg ved ikke, hvor han havde fået gardinerne fra, men han trak dem for, så jeg kunne se, at de virkede.

Der var både gode og dårlige ting ved den sommer, jeg boede hos far. Det gode var, at der var VM i fod­bold fra Spanien. Paolo Rossi blev topscorer med seks mål, og den nordirske angriber Norman Whiteside var med sine sytten år og toogfyrre dage den yngste spiller nogensinde ved en slutrunde. Vi så fodbold sammen, far og jeg, og fordi solen bagte ned udenfor, havde vi alle gardiner trukket for. Den mørke stue, lugten af agur­kesalat blandet med det lidt for varme tv-apparat, var en god ting. Men når vi så endelig gik ud sammen, for eksempel hvis vi var nede i supermarkedet, kunne far ikke lade være med at holde mig i nakken for at vise, at vi hørte sammen, og alle andre var jo ligeglade.

Far havde været heldig med at få huset, fortalte han, og han var især glad for udestuen. Der kunne blive varmt ude, selv om vinteren, så far fyldte den med ørkenplan­ter og kaldte den vinterhaven. Hvor stuen, køkkenet, badeværelset virkede store, så var der blødt og tæt der­ude. Nogle gange om aftenen, hvis ikke der var noget i fjernsynet, ville han have, at jeg skulle sidde derude i en havestol og snakke. Det var sukkulente planter og hus­løg, far dyrkede, og han vandede dem med Substral, så de blev meget store. Han havde blandt andet en halvan­den meter høj Crassula, som han kaldte den. Den skulle jeg have engang, fordi jeg var kommet til at sige, at den var den flotteste. Nogle gange sagde jeg for at gøre ham glad, at den varme jord i vinterhaven lugtede af jungle. Andre gange sagde jeg, at hans planter var så store, at han lignede Tarzan, når han stod imellem dem. Så gri­nede han og kaldte mig Korak, men før ham og mor blev skilt, havde han ingen hobbyer.

Jeg kunne nok godt være blevet boende hos far, men så skete der det i midten af september det år, at en fraskilt dame fra fars arbejde opdagede, at han også var skilt.

Hun hed Margit. Jeg så hende en dag ude i vinterhaven, hvor hun gik frem og tilbage med et glas hvidvin. Mens far forklarede hende, hvordan sukkulente planter lige­som kameler gemmer vand inden i sig, så jeg, at hun kiggede på tapetet inde i stuen. Og så inviterede hun både far og mig hjem til sig en søndag eftermiddag. Det var den 30. september 1982, den dag Dirch Passers syge­sikringsbevis var udløbet, hvis han stadig havde levet, og det, jeg husker mest fra den dag, var, at hende Margit havde en søn.

Han sad i sofaen og gloede surt på mig. Jeg stirrede tilbage på ham for at få ham til at lade være. Han rakte tunge ad min far, når han ikke så det. Det kan virke som en bagatel, men det var først her, at det for alvor slog mig, at jeg var den eneste, som syntes, min far var noget særligt. Egentlig var det kun mit syn på ham, der adskilte ham fra at være en tilfældig, ligegyldig mand, som kunne erstattes med en hvilken som helst anden tilfældig, ligegyldig mand. Hvis jeg ikke kunne lide ham, ville han kort sagt være ubetydelig, og hvis han var ube­tydelig, så det ret skidt ud for mig. Så jeg skar alt det, jeg følte for far, i stykker og stak det af vejen, hvor jeg bedst kunne. Altså oppe i tankerne. Jeg gemte noget under stuebordet, noget i Margits potteplanter og i hen­des søns grimme mund. Når jeg gemte det på den måde, skulle drengen først have fundet alt sammen igen, før han kunne række tunge ad det.

Jeg ved ikke, hvad der skete mellem far og hende Mar­git den dag, men jeg så hende ikke siden, og da vi skulle af sted, kunne jeg ikke nå at samle alt det, jeg havde stukket af vejen, sammen igen. Ude i bilen, jeg sad på forsædet, kan jeg huske, turde jeg først ikke kigge på far. Så gjorde jeg det alligevel, og den var god nok. Der sad en helt tilfældig mand og kørte bilen, og jeg rakte tunge ad ham, når han ikke så det.